VEDTÆGTER for GRÅSTEN BOLDKLUB

§ 1 Foreningens navn er Graasten Boldklub, og dens hjemsted er Årsbjerg idrætscenter, Gråsten.

§ 2 Foreningens formål er at dyrke og fremme fodboldspillet i Gråsten.

§ 3 Foreningen optager såvel aktive som passive medlemmer. Optagelsen sker ved at henvende sig til et af bestyrelsesmedlemmerne eller melde sig ind via blanketten på klubbens hjemmeside: www. Graasten-boldklub.dk. Kontingentet fastsættes af bestyrelsen og godkendes af generalforsamlingen. I tilfælde af arbejdsløshed og aftjening af værnepligt, kan bestyrelsen eftergive kontingentet, der for alle medlemmer opkræves løbende.

§4 Den højeste myndighed i foreningen er generalforsamlingen, der afholdes én gang årligt inden turneringsstarten, med flg. dagsorden:

Pkt. 1 Valg af dirigent

Pkt. 2 Formandens beretning

Pkt. 3 regnskabsaflæggelse

Pkt. 4 Indkomne forslag

Pkt. 5 valg af formand – kun i ulige år

valg til bestyrelsen – flg. er på valg

valg af 2-3  suppleanter til bestyrelsen

valg af to revisorer

valg af ’en revisorsuppleant

pkt. 6 Eventuelt

Ekstraordinær generalforsamling kan forlanges afholdt, når mindst ½ af bestyrelsen eller mindst 10 medlemmer fremsætter skriftlig begæring herom til formanden men angivelse af forhandlingsemne.

På den ordinære generalforsamling aflægger formanden en beretning for det foregående kalenderår, kassereren(bestyrelsen) fremlægger det reviderede regnskab til godkendelse.  Revisorerne reviderer regnskabet umiddelbart før hver ordinær generalforsamling. Kun medlemmer over atten år har stemmeret

Generalforsamlingen indkaldes ved varsling i lokal avis og på internettet med mindst 14 dages varsel, eller med skriftlig indvarsel til samtlige medlemmer med samme varsel.

§5 Bestyrelsen består af 5-9 medlemmer, som vælges af generalforsamlingen. Formanden vælges som sådan af generalforsamlingen. På første bestyrelsesmøde konstituerer bestyrelsen sig med næstformand, kasserer samt en sekretær. Bestyrelsesmedlemmerne vælges for 2 år ad gangen. Bestyrelsen indkaldes af formanden, og vedkommende er i øvrigt pligtig til at indkalde bestyrelsen til møde, når mindst to bestyrelsesmedlemmer kræver det.

Et bestyrelsesmøde er beslutningsdygtigt, når mindst ½ af de valgte bestyrelsesmedlemmer er til stede. Ved afstemningen gør formandens stemme udslaget ved stemmelighed. Bestyrelsesmøderne ledes af formanden, og sekretæren skriver et referat over beslutningerne.

Bestyrelsen råder over anvendelsen af foreningens pengemidler i overensstemmelse med formålet og under ansvar for generalforsamlingen.

§6. Kassereren forestår at al kontingent opkræves og at foreningens medlemskartotek a’jourføres. Kassereren fører klubbens regnskab, der løbende forelægges bestyrelsen.

§7 Det er ethvert medlems pligt at behandle foreningens ejendele med omhu, ligesom ethvert medlem bør agitere og virke for så stor tilslutning til foreningen som muligt. Endvidere bør ethvert medlem møde til de fastlagte træningstidspunkter, og under træningen samt til kamp udvise fair-play, og leve op til klubbens og DBU’s retningslinjer omkring god opførsel på og udenfor banen.

De medlemmer, som ikke overholder foreningens vedtægter, eller som forsætligt beskadiger eller ødelægger foreningens ejendele, kan udelukkes af foreningen, og efter bestyrelsens skøn blive pålagt at erstatte det ødelagte.

§8 Foreningen har ingen forpligtigelser overfor mulige ulykkestilfælde, hvad enten dette måtte ske under træning eller i kamp, samt under kørsel til nævnte aktiviteter.

§9 Forslag til vedtægtsændringer og forslag til generalforsamlingen i øvrigt skal ske senest 8 dage inden dennes afholdelse indgives skriftligt til formanden, og kan alene godkendes ved almindeligt stemmeflertal på generalforsamlingen.

§10 Foreningen kan kun opløses, når ¾ af de fremmødte medlemmer stemmer herfor ved to på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 3 dages mellemrum, hvor mindst 2/3 af de stemmeberettigede medlemmer er mødt. Samtidig træffes der beslutning om, hvem der skal have foreningens ejendele.

Således vedtaget på ordinær generalforsamling torsdag d. 20. februar 2020

Mogens Hansen ( formand) Bo Franson ( dirigent) Bo Mortensen

Michael Jessen Thomas Hallund Christensen Malene Mortensen

Torben Petersen Mette Blindbæk Pia Hagge

Skriv et svar